Kom i gang med din egen ART JOURNAL
En art journal er en kreativ bog eller samling af dine kreative idéer. Den kan indeholde præcist det, du har lyst til og finder inspirerende. Det kan være fotos, collager, farvesprøjt, mønstre, tegninger, skrift eller et kunstnerisk udtryk. Det er helt op til dig.
Det er din personlige bog – og du kan vælge at vise og dele den med andre eller lade det blive din egen hemmelige bog – kun for dig selv.
Om du bruger den som en skitse-bog, kladdehæfte eller som et sted, du samler dine yndlingsidéer og udfylder siderne til færdige kunstværker er helt op til dig. Der er ingen regler – og hvis der er, bestemmer du dem.
Min art journal er en bog, hvori jeg eksperimenterer og samler mine kreative udtryk uden overvejet rækkefølge eller koncept. Det er også stedet, hvor jeg afprøver, tester og lærer nye teknikker. Noget mislykkes andet lykkedes. Det er helt i orden. En mislykket side må godt blive deri, men jeg kan også godt finde på at rive den ud, hvis den gør mig mismodig. Jeg vil til enhver tid sige, at for at kunne lave noget smukt, skal man også have lavet noget grimt eller mindre smukt. Jeg vil opfordre til at give plads til det, der i dine øjne mislykkedes, til det, der ikke lige ligner noget, eller noget du føler dig stolt over. Det er som lys og skygge – det ene lever af det andet. Ikke desto mindre må jeg indrømme, at jeg har svært ved at blive inspireret over at se noget, jeg har lavet, som jeg ikke bryder mig om – og jeg har svært ved at beholde det og glædes over det. Derfor har jeg besluttet – at give det plads i processen og acceptere, at jeg også laver grimme ting og eksperimenterer frem og tilbage. Men hvis jeg føler for det, så vil jeg kunne smide siden ud af min bog. Derfor bliver min art journal en fleksibel bog, hvor jeg ikke er bange for at lave noget grimt – for det kan jo fjernes. Det giver mig større frihed og fjerner min barriere for helt at gå i gang.
Der findes mange forskellige art journals, og jeg har besluttet, at min skal være en blanding af det hele; art journal, soul journal, idésamling, lærebog, hyggebog. En bog som jeg kan arbejde videre med hele tiden – og en bog hvor jeg bliver inspireret af mine egne tidligere kreationer og får positiv energi af.

Da børnene var små lavede jeg en scrapbog om de oplevelser, jeg arrangerede og lavede med min familie. Det kunne fx være en tur til ”Det gamle Posthus i København” (da det eksisterede) for at lave vores egne frimærker eller tur til en Scherfig-udstilling med efterfølgende egenorganiseret workshop. Der er fotos, tegninger, billetter, stof, knapper, artikler – al muligt, som afspejlede en del af vores liv og hverdag. Hver gang jeg bladrer i den scrapbog, bliver jeg glad i hjertet.
Nu vil jeg lave en ny bog til mig selv med de små kreative værker, som jeg laver hen ad vejen.
Mange bruger en Moleskin bog. Dem er jeg ret betaget af i deres smukke enkelthed, som kan fyldes med farver og former på deres gode, relativt stabile sider. Den eneste ulempe er i mine øjne, at den har svært ved at rumme det fysisk, hvis jeg klistrer alt for mange collager eller andre ting ind i bogen - og papiret er måske lidt for tyndt.

Jeg har valgt en Van Gogh Mix Media blok med ringe i ryggen, så der er plads til at kunne klistre mere ind. Papiret er 300g – og dejligt tykt. Det egner sig godt til at male både med akvarel og med akrylmaling på det. Størrelsen A5 passer mig godt. Hvis den bliver for stor, kan det hurtigt blive for uoverskueligt at udfylde hele siden. Er du mere til akvarelværker og til akvarelpapir med bomuld, så er her min absolutte yndlingsbog.
Find den bog, der tiltaler dig bedst i forholdt til papirkvalitet, størrelse, farve osv.

Det er altid dette med at komme i gang, som jeg synes er mest vanskeligt. At få taget hul på projektet - at fylde de første sider. Har du det også sådan?
Derfor har jeg forberedt en idé til dig; "Ripples" - et abstrakt værk, hvor du maler på avispapir og laver ringe i vandet efter en bestemt opskrift. Du kan købe en materialepakke her, og vejledning til projektet kan du købe her. Du bliver guidet trin for trin til at få et kunstnerisk udtryk på en dobbeltside i din art journal.

Dette er et sjov projekt med acrylmaling, og den dag i dag er det stadigvæk et sjovt projekt. Med tiden er jeg gået mere over til akvarelmotiver, men det er jo bare at gøre som du selv ønsker det.
Jeg kan også anbefale dig at se vores Facebook LIVE optagelser med små kreative stunder. Der kan du bestemt finde inspiration og fylde til din art journal. Du finder dem her. Kender du endnu ikke vores ArtLab online workshops, så se lige her - der er også masse af gode projekter.