Får du også lyst til at kunne male smukke blomster eller abstrakte smukke værker med akvarel? Selv hvis du aldrig har prøvet det før, er det nemmere at komme i gang end du tror.
Der er mange tips, du kan få glæde af at kende, hvis du er ny i akvarellens verden. Her er et par af mine favoritter:
-
Brug de rigtige materialer
Det behøver ikke at være dyrt, at komme i gang med at male. Og du kan nå rigtigt langt med materialer af god kvalitet uden, at det skal koste en formue.
Jeg er meget glad for min lille pocketbox fra Van Gogh. Den har 12 farver, - og jeg har valgt den, der hedder Vibrant Colours, der i mine øjne har smukke og klare farver. Derudover kan du supplere med Van Gogh Create you own, som har de 3 primære farver samt sort og hvid – og yderligere plads til farver af dit eget valg hen ad vejen. Med det kan du blande dig frem til mange nuancer og farver.
Mange har også stor glæde af akvarel tusher, som kan virke nemmere at håndtere. Som alt andet er det i mine øjne; hver ting til sin tid. Tusherne er velegnet til at male mindre områder og ikke store farveflader.
Du kan hurtigt give over 100 kr. for en enkelt pensel. Penslerne fra ARTivity er gode kvaliteter til begyndere, og koster ikke en formue.
ARTivity tilbyder bl.a. akvarelpapir, som fås enkeltvis i A5, og som er velegnet til de fleste våde teknikker. Det er ikke så dyrt, og det betyder, at du ikke skal tænke på, om du bruger et stykke mere eller mindre, men kan give los og eksperimentere, hvilket jeg synes er meget befriende. -
Lær penslens mange muligheder at kende
Vidste du, at du kan skabe utallige former og stregbredder med én og samme pensel? Ved at ændre din holdning, trykket på børsten og din bevægelse, kan du bringe en masse variation til dine former og strøg. Så i starten skal du øve dig i at øve både tynde og tykke linjer, lodrette og vandrette, runde og firkantede former med samme pensel.
-
Brug 2 glas med vand, når du maler
Brug to glas med vand, når du maler. Jeg glemmer det ofte selv, når jeg er i gang; at have to glas med vand. Men resultatet bliver bare så meget bedre, hvis du har to glas.
Bruger du kun et glas til at rense din pensel i, bliver vandet hurtigt grumset, og noget af farven bliver siddende i penslen og kommer med i den nye farve og ned på papiret.
Derfor :
🤍 brug 1 glas til at vaske penslen ren med for farve,
🤍dup penslen i et stykke køkkenrulle eller klud (her opdager du måske, at der stadigvæk er restfarve på penslen
🤍 brug det andet glas med rent vand til at vaske penslen en ekstra gang inden du bruger en ny farve.
🤍 dup igen penslen i et stykke køkkenrulle eller klud, så der ikke er for meget vand på penslen.
Det giver de klareste og smukkeste farver i dit værk.
-
Hav køkkenrulle og klud parat
Hav altid et stykke køkkenrulle liggende ved siden af dig, når du maler. Køkkenrullen er et vigtigt redskab, der kan bruges til flere forskellige ting under processen.
🤍 Du kan tage lidt af vandet og farven af penslen inden du maler ved at duppe en enkelt gang på køkkenrullen. På den måde får du mere styret mængde farve på dit papir.
🤍 Når du skifter farve og har vasket penslen, kan du duppe penslen på køkkenrullen og tjekke om der stadigvæk er uønsket farve i penslen.
🤍 Du kan bruge køkkenrullen til at lave effekter på dit akvarelværk med at duppe med det på papiret.
🤍 Du kan fjerne vand eller farve fra papiret, hvis du har fået for meget på. Du kan endda fjerne uønskede pletter/fejl.
🤍Du kan supplere køkkenrullen med en maleklud. Det sparer på køkkenrullen og er miljøbevidst.
-
Vær god ved dine pensler, så de holder længere
🤍 Vask altid dine pensler i helt rent vand, når du er færdig med at bruge dem. Brug rindende lunkent vand. Har du syntetiske penselhår skal du passe på med meget varmt vand, da det kan ødelægge hårene.
🤍 Tør penslen i et stykke køkkenrulle eller ren klud.
🤍 Form pensel-spidsen med fingrene
🤍 Lad penslen tørre helt i liggende stilling. Hvis du stiller penslen til tørre i et glas med penselhovedet opad, kan fugtigheden/vandet løbe ind i samlingen og opløse den lim, der holder på hårene.
Læs evt. mere om vedligeholdelse af pensler her
-
Brug blyant med et let tryk
Hvis du har et motiv, du vil overføre eller tegne op med blyant først, så tegn med et let pres på blyanten. Hvis du trykker for hårdt, kan det være vanskeligt at fjerne blyantsstregen igen bagefter, og den vil forblive synlig.
Når du har tegnet dit motiv op med blyant, kan du fjerne noget af blyet igen ved at viske det forsigtigt ud med et normalt viskelæder eller duppe det med et kunstviskelæder, så man kun lige kan ane stregen efterfølgende.
-
Vand, vand, vand
En af de største vanskeligheder, jeg ser, at mange nybegyndere har, når de maler, er at de bruger for meget farvepigment og for lidt vand. Det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvad du vil opnå, så lad dig ikke begrænse af dette tip, hvis du netop vil opnå noget med meget farveintensitet og styrke.
Men en god øvelse kan være at male med et tyndt lag vand først, og derefter duppe lidt farve ind.
Et andet tip er ikke altid at arbejde direkte fra akvarelboksen, men først transportere farven over på låget eller din malerbakke, og derefter bruge vand eller mere pigment/farve for at opnå den ønskede kontrast/intensitet.
Nogle sprayer også akvarelboksen med lidt vand for at aktivere farverne.
For meget og for lidt. Mange nybegyndere arbejder for tørt: de tør ikke bruge nok vand. Eller omvendt begår de den fejl at tilføje for meget vand på penselhovedet og arbejde "for vådt". Du bør derfor sørge for at bruge det rigtige farve-vand-forhold lige fra starten for at opnå flotte resultater. Det er nemmere sagt end gjort, og papirkvaliteten spiller også en rolle. At få en følelse for den rigtige mængde vand, er noget, der vil komme med gentagelse og øvelse. Prøv dig frem, øv og giv ikke op. Nogle siger "Du har den helt rigtige mængde vand på papiret, hvis du stadig kan se papirets struktur.” Men jeg synes, det kommer an på papiret. Har du for meget vand på papiret, så det svømmer, er det næsten umuligt at styre. Og så kommer det naturligvis også an på, om du vil arbejde med en våd-i-våd-teknik eller våd-på-tør-teknik.
-
Mal fra lys til mørk
I akvarel er det meget vigtigt altid at arbejde fra lys til mørk. Dette kræver en vis tålmodighed og planlægning, men det vil i sidste ende give de bedste resultater. Når først du har lagt de mørke farver på, er det svært at fortryde. I akvareller kommer det hvide fra papiret, ikke fra malingen. Så på grund af malingens gennemsigtighed vil dine lyse farver ikke komme godt frem, når de males ovenpå mørkere farver. Hav tålmodighed - tag et lag ad gangen, lad det tørre, før det næste lag kommer på. Det haster ikke.
-
Lav små farveprøver
Nogle gange ser farven meget anderledes ud i paletten end den gør, når den kommer ud på papiret. For at undgå at vælge og bruge en forkert farve, skal du sørge for at teste alle farverne og måske især de blandinger du laver, på noget prøvepapir først.
-
Forstå opbygningen bag motiver/værker
Måske har du fundet et fint motiv på Instagram og vil gerne male det. Desværre vil det sjældent komme til at ligne det, hvis du ikke har så meget erfaring. Ved at prøve de forskellige projekter, du finder i vores univers, med let forståelige trin-for-trin opskrifter og video-vejledninger får du en basisviden med forskellige teknikker, som du kan bruge til dine fremtidige akvarelprojekter. På den måde opbygger du din viden og kunnen på en legende og sjov måde - og får flotte resultater fra starten.
-
Bliv ved og nyd det
Rom blev ikke bygget på en dag. Det tager tid at blive bedre. Den bedste måde er at prøve igen og igen. Måske den samme teknik flere gange, måske den samme teknik på forskellige måder, måske forskellige teknikker og kunstidéer. Vigtigt er, at du har lyst til at fortsætte og prøve igen. Også selvom det ikke blev præcist, som du havde håbet.
Mist ikke troen på at du kan, ved at sammenligne med andre eller professionelle. Vær ikke for kritisk og hård ved dig selv. Ros dig selv for at prøve. Og bliv ved.
Nyd processen. Det sidste essentielle tip til akvarelmaling er at huske at give lidt slip og nyde det undervejs. Selvom der er teknikker, du kan lære og mestre, er det også godt at huske på, at fordi akvarelmaling er vandbaseret, kan du ikke kontrollere alt, hvad der vil ske – og det er okay. Små fejl er for det meste til at rette, og nogle gange kan de endda tilføje det uforudsigelige, unikke og skønheden i dit værk.
Mange begyndere har stor glæde af at være med til vores gratis workshops, som vi afholder en gang om måneden online. Du kan læse mere om Creative Hour her.